Tsk tsk.

No no no, si si, den der, I go now, You want this?, as tu etudier quelque chose?, okay, piano piano... sådan har jeg talt i weekenden. Vores hjem er meget internationalt - Lærkes kæreste er fra Tunesien, han kan snakke arabisk, fransk, italiensk, men ikke engelsk eller dansk (eller jo engelsk, men meget begrænset).
Det er noget med at prøve sig frem på diverse sprog - roomie kan lidt italiensk, jeg kan huske en smule fransk, og så er det bare piano piano (åbenbart step-by-step på almindeligt dansk).

Roomies kærestes bror har også været her, og han er faldet helt pladask for mig. Vi har mødt hinanden to gange, og han vil gerne være min hubby (Ham: You know what hubby means? Mig: Yeah, boyfriend. Ham: No, means lover). Fantastisk. Bumbumbum... whattodo?? Det var sgu ikke lige meningen. Det er røvirriterende, for han har jo næsten fri adgang til lejligheden, så jeg kan ikke være i fred uden at være virkelig uhøflig og smække min værelsesdør i, når han er her. På en eller anden måde har han fået mit nummer, og i går ringede han 5 (fem!!!) gange, inden klokken havde slået 11. På en søndag!

Det her kan gå grueligt galt, hvis jeg kommer til at fornærme ham... øv!

(På den gode side har jeg fået vikarjob i en vuggestue/børnehave og har udsigt til et job i en boghandel. Yir!)

Ass in chair.

Jeg ventede vist nok på en god nyhed eller en slags skrivelyst, men den dukkede ikke op. Røven-i-sædet-metoden må komme mig til undsætning. Natten har været søvnløs, Amager vågnede med udrykning og sirener; der er/har været brand i en lejlighed tæt på.

Efterårsferien gik med besøg af mamacita, der flere gange var ved at rode os ud i bank, og Nanna. Før det var der jobsamtalen, hvor jeg acede, men blev valgt fra på grund af manglende erfaring, selvom jeg var blevet valgt til samtale som én ud af ti af i alt 220 ansøgere. Jeg tillader mig at proppe en fjer i hatten.

Mit værelse ser efterhånden pænt (eller bare beboet) ud. Jeg fik flyttet lynende hurtigt med hjælp fra en flok stærke seje muskelmænd, i den forbindelse props til bror, Christian og Bjarke, og hvad jeg ikke selv formåede i boligindretning, hjalp mama mig med - hun er god til at spotte, hvor møbler skal stå, og hun gav mig ekstra hylder til mine abc-reoler, så mine ting ikke skulle ligge i papkasser. Det hjalp en del. Jeg undskylder de mørke billeder, men jeg kan jo ikke gøre for, at det er efterår (men jeg kan godt gøre for, at jeg ikke har fået hængt en lampe op endnu).

Udviklingen dokumenteret (det samme hjørne):

De første dage

Mellemtingen

Nu

Jeg har endda fået købt planter (sukkulenter, jeg har lært et nyt ord. Tak, Louise!)

Trods I ser et fjernsyn på billedet, ser jeg ikke fjernsyn, for jeg har indtil videre været for doven/fattig til at købe et antennestik. Derfor er min viden om, hvad der foregår i verden ultrabegrænset; egentlig ved jeg kun det, som folk skriver i deres status på facebook. Go informationssamfundet! (og ned med os, der ikke bruger det optimalt).

Der er bogudsalg på det lokale bibliotek, som jeg har tænkt mig at frekventere. Min sagsbehandler har sat mig på en opgave; jeg skal finde en ulønnet(!!) praktikplads. Jeg er ikke motiveret og har sideløbende mit eget løb kørende med jobsøgning. Mit mål i denne uge er at holde op med at overforbruge parenteser og semikolon.

Anbefaling: Se World Press Photo 2009 i Politikens Hus, før det er for sent.

Synger.

Hljómalind var mit favourite hang-out i Reykjavik og er min favoritsang på Hvarf. Den er længselsfuld, men håbefuld, og jeg aner ikke, hvad den handler om, eller om den overhovedet handler om noget. Vær sød ikke at fortælle mig det. Uvisheden er i denne sammenhæng en gave. () er soundtracket i mit nye hjem og mit nye liv, men det er ikke noget nyt, for Sigur Rós var soundtracket i mit gamle hjem og mit gamle liv også. I jobansøgningerne beskriver jeg mig selv som omstillingsvenlig og nytænkende, men der skriver jeg jo så mange halve og falske sandheder, at det kunne være løgn.

Vægelsind er et personlighedstræk, jeg godt kunne undvære. Det er meget svært at finde ud af, hvad jeg mener. De to første nætter i mit nye kvarter er passeret, hvoraf den seneste var søvnløs, men produktiv. Jeg kan ikke lade være med at gå ind på bolighjemmesiden og tjekke, om der er kommet andre, bedre steder at bo. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg er tilfreds med det, jeg har. Værelset er pænt og stort... tror jeg. Min mening er ikke en god vare, så jeg spørger andre, indtil de bliver irriterede og spørger, om jeg ikke har en mening selv, og jeg må kigge ned på mine krummede tæer og svare, at det ved jeg ikke.

Jeg synger vonlenska og håber på det bedste.

Oprydning.

Gammelt kød skjult i nye klæder, ambulancer der kommer for sent og alsang fra drukmåsene nede på bænken. Verden er af lave, og så alligevel. Nu har jeg endelig fået en virkelig, rigtig bolig. Sådan en der har fire vægge, som man kan røre ved, hvor man ikke bliver snydt af udlejer, og man kan føle sig hjemme. Det er et værelse på Amager (fem minutter på gåben fra Christianshavn) hos en rar og sød pige, der hedder Lærke. Jeg mødte hende i går, og hun ringede samme aften og sagde, at hun ikke havde mødt nogen, der "slog" mig. Sejness.

Så skal jeg bare mobilisere en hær, der kan hjælpe med at bære min futonmadras op på 3., men ellers er der overskuelighed og ryddelighed i sigte.

Rod.

Houens Odde af alle steder. Jeg lugter stadig lidt af bål og spejder. Jeg var til pre-galla med kammeraterne fra Kræwet i fredags; der var hygge, snobrød, Cociobajere (jeg fik lært at Cocio udtales ligesom cock og ikke ko) og den obligatoriske guitar.

Lørdag var der gallafest, og jeg mødte op i en uldtrøje i Sarah Lunds ånd. Jeg er ikke meget til store fester. Jeg kan oftest ikke fordrage musikken, der altid er skruet for højt op, og jeg kan aldrig finde ud af, hvad og hvor jeg skal gøre af mig selv. Så var det meget sjovere at lege spejder, selvom man skulle sidde på hug og tisse midt i en skov.

Jeg er ved at gå op i limningen. Jeg har brug for mit eget sted, jeg er desperat. Jeg er holdt helt op med at skrive, for der er ikke ro til det. Efteråret gør mig igen til en tristesse, og jeg har supersvært ved at beholde et overblik i det store rod, jeg lever i. Konkret bliver alle mine ting væk; de forsvinder på mystisk vis og jeg fatter ikke hvorhen. Jeg gennemroder mine tasker og kufferter hver anden dag for at finde pas, billetter, nøgler og penge, men har indset, at tingene må være blevet opslugt i det store sorte hul, der er min brors værelse. Abstrakt er der rod i mit hoved, som ikke kan ryddes op, før der er orden i min hverdag.

Jeg var til en samtale med en terapeut omkring noget gruppe-diabetes-spiseforstyrrelses-terapi-halløj, og jeg kunne slet ikke holde hende ud. Du må have haft det meget hårdt, gentog hun med en medfølende og omklamrende stemme, og jeg sad der, fjern og distanceret, kunne ikke fokusere og slet ikke være mig selv. Dagen efter lagde jeg en besked på hendes telefonsvarer: Jeg tror ikke... nej, jeg ved, jeg ikke har lyst til at deltage i gruppen alligevel.

Erkendelsen af at jeg har brug for hjælp er trængt ind. Nu må jeg finde ud af, hvordan jeg ikke falder igennem nettet.

Søskendekærlighed.

Jepsan, jeg ved det godt, og jeg kan se det på mit styrtdykkende antal af besøgende. Det er lang tid siden, jeg sidst opdaterede. Det er slet ikke fordi, der ikke er noget at fortælle - der er sgu egentlig lidt for meget, men meget af det er ved at være ugegammelt og ufriskt, så det må bloggen undvære.

Jeg er hjemvendt efter en quickie til Viborg. Jeg var lidt for hurtigt ude med at sige, jeg havde fundet et værelse. Det viste sig, at udlejer og jeg ikke var helt enige omkring en række ting i fredags, da kontrakten skulle underskrives, så det blev en nitte. Jeg må være den nytilflytter, der er allerlangsomst til at finde noget at bo i. Livet går videre, jeg har allerede kigget på et sted i dag, og kalenderen de næste par dage er fyldt med aftaler.

Jeg er træt. Der var en fest i toget, som jeg ikke var en del af. Et par gange var jeg tæt på at vende mig om og sige shut the fuck up, men jeg gad ikke være bitchen igen, så hele vejen fra Horsens til København håbede jeg på, at én af de andre passagerer ville sige noget eller shhh-se. Jeg var hjemme ret sent i aftes (der kørte kun s-tog hvert 20. minut - hvad sker der for det?!), og så fik jeg heller ikke sovet, da jeg endelig var hjemme.

Se, det er jo en lidt sjov historie, som nok kommer med i talen, når storebror og svigerinde skal giftes. I nat vågnede jeg ved, at min storebror ud af det blå aede mig meget blidt på armen og kyssede mig ømt på munden (i søvne). Jep, han troede, jeg var hans kæreste. Fy føj. Da han lidt senere ville kramme mig, opgav jeg alt håb om søvn og stod op.
I morges kunne jeg ikke helt finde ud af, om jeg skulle sige det til ham, for jeg syntes, det var ret så pinligt. Han spurgte heldigvis selv, om det var noget, han havde drømt, eller om han virkelig havde kysset mig, og så gnækkede vi over det. Jeg sover på luftmadrassen fra nu af.

Forvent invitation snart.

For en halv time lagde min 185 cm lange sengekammerat sig skråt over madrassen, og jeg bestemte mig for at stå op. Den 185 cm lange sengekammerat er min storebror, som det ellers slet ikke er så tosset at bo sammen med, selvom han har det med at kapre sengen. Her er der for eksempel ingen husleje, ingen licens og madudgifterne er minimale. Endnu vigtigere; her er altid et kram tilovers og en at snakke med.

Men, men... nu har jeg fundet mit eget. Fra 1. oktober har jeg adresse midt imellem Sortedams Sø og Østre Anlæg. Boligjagten har stresset mig, selvom min bror gang på gang har forsikret mig om, at jeg kunne blive hos ham så længe, jeg ville. Han er superdejlig, men vi er jo ikke siamesiske tvillinger, og mit tøj har brug for at komme ud af kufferten, og mine bøger har brug for en reol, og selvom jeg elsker ham højere end nogen anden, så er det også godt at elske lidt på afstand. Sådan ca. en kilometers afstand. Nu er mine kvaler overstået, og jeg kan slappe af. Jeg kan endda tage en tur til Jylland uden at stresse over, at jeg burde være i København for at søge bolig. For sådan én har jeg! Yay.

Udlejeren, T, er meget kunstner-agtig. Hun maler og skriver, og jeg er ret spændt på, hvad hun kan lære mig (hvor egoistisk). Jeg mødte også hendes kæreste S. Han bor der ikke. Han chiller bare. Ej, jeg ved ikke, hvad han laver, men han ligner én, der chiller og er cool. De ryger hjemmerullede smøger, hvilket jeg godt kan acceptere, for der lugter ikke tilrøget i lejligheden. Den er også ret stor.
De er ved at tapetsere og lægge nyt "gulvtæppe". Gåseøjnene kommer til deres ret, for det er ikke et rigtigt gulvtæppe. Det ligner mere nogle pileflettede grydelapper, der er blevet placeret ujævnt på gulvet. Det har vel sin charme.

Udover S (og snart mig) bor der en fyr i værelset over for mit - ham har jeg ikke mødt, men jeg ved, at han er militærnægter, og at han skulle være ganske venlig og fredsommelig. Spændende. Han er med garanti en hippie (i ordets mest positive forstand). Mit værelse er 10 m2, altså ikke kæmpestort, men med den rigtige indretning bliver det skidehyggeligt. Nu har jeg jo allerede fået tildelt et pileflettet "gulvtæppe", der ligesom giver en hjemlig økologisk stemning. Jeg får en hylde i køkkenet til min Yogi-te og en hylde i køleskabet til mine økologiske gulerødder og min hytteost. Jeg er glad. Det bliver nok ikke stedet, jeg inviterer min far og hans kone hjem til, men det gør sgu ikke så meget. Jeg tror, at de fleste af mine venner kommer til at synes om det, og det er den perfekte forfatterhule!

10 m2 er også lig med indflytterfest af flere omgange, for vi kan nok kun være 4-5 stykker af gangen, medmindre vi skal sidde meget, meget tæt. Flere fester - mere sjov - kolossalt meget hygge. Når I giver mig gaver, skal de heller ikke være alt for store. Hvis I tænker, at en fed lille indflyttergave er et duftlys, så skal I ikke købe noget, for så har I dårlig og træls smag (selvom jeg elsker gaver).